Spring til hovedindhold

Deltager: 20-50

Krea Workshop

KREATIVITET, BÆREDYGTIGHED & GENBRUGSDESIGN

Det har altid ligget i menneskets DNA at være kreativ. I begyndelsen var det endda afgørende for vores overlevelse, at vi kunne tænke nyt og anderledes. Senere blev det en vigtig del af vores udvikling, til der hvor vi er i dag.

Men ikke alle udnytter deres kreative evner på daglig basis og har måske svært ved at finde dem frem.

Dette vil vi gerne udfordre jer lidt på. Gennem denne kreative workshop opstiller vi nogle små kreative opgaver med fokus på genbrug, miljø og bæredygtighed. Vi lader jer udfolde de kreative evner, uanset om de er helt skarpe eller ej.

Workshoppen tager udgangspunkt i nogle forud valgte gør-det-selv temaer, som er aktuelle lige nu.

I vælger selv 2 temaer, som er mest interessant for jeres gruppe.

Temaerne som I kan vælge blandt, er følgende:

  • Udskæringstryk Skær en skabelon som du kan trykke med
  • Mosaikbilleder Sammensæt et billede af knuste elementer
  • Mit totem Lav din egen skytsånd eller lykkebringer
  • Skulpturering Modellér en miniskulptur
  • Filtning Lav små designs med uld

Vi indleder workshoppen med at samle inspiration og snakke om mulighederne med de tilgængelige materialer, hvor hovedparten indgår i en genanvendelig cyklus.

Herefter gennemgår vi selve håndværket og de værktøjer som I har til rådighed. Dernæst er det tid til arbejde selvstændigt eller i små grupper med jeres designs.

Forvent en høj grad af hygge og fordybelse samt naturligvis masser af kreative værker, som sagtens kan tåle at blive vist til andre.

Kajak Race

SJOVT RÆS PÅ VANDET

Udfordrende kajakdyst, hvor deltagerne på skift skal gennemføre et ræs på vandet.  Det handler om at gennemføre uden fejl og på den kortest mulige tid.

Deltagerne inddeles i hold og skal arbejde sammen under gennemførsel. Banen er lagt ud i form af bøjer, som skal passeres i en bestemt rækkefølge.

Deltagerne på hvert hold skal derfor på skift, gennemføre banen og det handler således ikke kun om styrke, men i høj grad om at lægge den rigtige strategi og udnytte ressourcerne optimalt.

Alle deltagere får muligheden for at padle, men fungerer også som hjælpere, når der skal skiftes besætning. Det handler om at være bedst som hold, undgå fejl og at give den gas med pagajen.

Rafting Rally

SAMARBEJDE & PRÆSTATION SKABER VEJEN TIL SEJR

Vi har alle set dem! – Filmene om de nødstedte på den øde ø, hvor den eneste vej væk er via havet. Det kræver kreative evner og tekniske færdigheder at konstruere en flåde, som er både søstærk og kan flyde.

Netop dette er scenariet når I holdvis skal bygge Jeres egen tømmerflåde, som skal kunne bestå den ultimative test; nemlig at dyste i ’Rafting Rally’ mod de andre hold.

Hvert hold får udleveret en række simple remedier, som skal bygges sammen til en flåde, der kan bære hele holdet. For at lykkedes, er det vigtig at alle medvirker i løsningen og at samtlige kompetencer kommer i spil. Det handler om at samarbejde og om at udnytte hinandens evner.

Dertil kommer nogle kriterier, som er afgørende for at nå det overordnede mål, nemlig at vinde rallyet. Det er derfor vigtigt at flåden flyder godt, glider nemt gennem vandet og at der er taget højde for nogle effektive metoder til at skabe fremdrift.

Holdets indsats bliver til sidst sat på den endelige prøve, når alle hold på samme tid skal søsætte flåden og tilbagelægge en mindre distance på tid. Hvis ikke samarbejdet fungerer og deltagerne holder kadencen, så må et andet hold tage sejren.

Afslutningsvis kåres det vindende hold og applauderes behørigt af konkurrenterne. I den samlede sejr kan desuden indgå opnåelse af de forskellige succeskriterier, som holdene skal lykkedes med undervejs.

Stand Up Paddle

FIND BALANCEN PÅ SJOVE PADDLEBOARDS

Stand Up Paddle Surfing er den hastigst voksende vandsport i verden, ikke mindst på grund af de muligheder som aktiviteten giver for fysisk udfoldelse uden forudgående færdigheder.

Uanset Jeres kendskab til disciplinen kan alle således deltage, og med garanti for masser af sjov på og i vandet.

Til at starte med giver vi Jer en introduktion til teknikkerne og hvordan I kommer bedst i gang med at bruge bræt og paddel. Herefter deler vi Jer op i små hold, hvor alle får muligheden for at afprøve at balancere, padle og navigere brættet på vandet.

Når alle har prøvet og er blevet nogenlunde fortrolige med brættet, opstiller vi en konkurrencebaseret bane på vandet, som deltagerne skal gennemføre holdvis. Det handler om at vælge den bedste strategi, sejle hurtigst og ikke mindst styre igennem banen for at vinde dysten.

Gennem hele forløbet vil der være en erfaren instruktør tilstede, som kan vejlede og varetage sikkerheden omkring opgaven. Alle deltagere bliver udstyret med svømmevest og våddragt inden vi starter.

Stack or Stumble

KREATIV KLODSET PÅ EN UDFORDRENDE MÅDE

Sanserne sættes på prøve, kreative evner udfoldes og tilliden kommer i højsædet som aldrig før. Hvis I skal vinde, bliver du nødt til at høre efter hvad dine holdkammerater siger.

Lysten til at skabe noget ud af næsten ingenting, er ofte drivkraften, når vi sætter os med et byggesæt og begynder at bygge. Det at sammensætte nogle simple byggesten til noget der giver mening og udnytte sin kreativitet fuldt ud, skaber altid mulighed for nye og sjove udfordringer. Det er præcist det som Stack or Stumble drejer sig om, blot tilsat lidt ekstra dimensioner.

Deltagerne skal i fællesskab stable forskellige “byggeklodser” i form af et bredt udvalg af kasser, bjælker og lignende. Det handler om at komme højest op, længst ud, bygge den mest solide konstruktion og turde udfordre hinanden på tilliden. Det hele på en sjov og underholdende måde, hvor alle kan deltage.

Skovmandsdyst

PRÆCISION, RÅSTYRKE OG FOKUS PÅ OPGAVEN

Canadas skovhuggere er nogle af de bedste i verden til at håndtere økser, save og rå træstammer. I Lumberjack Contest beviser i overfor hinanden, hvem der bedst mestrer de unikke discipliner når de sejeste skovmænd skal findes.

Lumberjack handler om, at blive det bedste hold i en række velkendte skovhugger-discipliner som både kræver samarbejde, styrke og taktiske overvejelser.

Indledningsvis bliver deltagerne inddelt i hold og får en introduktion til disciplinerne: øksekast, pæleklatring, stammeræs, langsavning, raftekast og skovhugning.

Forud for hver disciplin, får holdene mulighed for at lægge en strategi for gennemførslen og når opgaven er afsluttet giver instruktøren point ud fra det opnåede resultat.

Når alle hold er færdige, samles deltagerne og resultaterne fremlægges, de bedste hold kåres og vinderne hyldes.

Arrangementet kan med fordel afvikles i forbindelse med et andet arrangement og for større grupper. Deltagerne bliver inddelt i hold med 5-12 personer og skiftes til at gennemføre de enkelte discipliner.

Skibet Unity

SOM ÉN ENHED ER VI STÆRKEST

Når du vil have bygget et skib, skal du ikke kalde folk sammen for at samle tømmer. Du skal vække deres længsel efter det store åbne hav.

Skibet Unity er et stærkt teambuildingkoncept, hvor alle deltagere indgår i byggeriet af en gigantisk tømmerflåde. Målet er at deltagernes fælles indsats, skal gå op i en højere enhed, når skibet sendes ud på sin jomfrurejse. Men før dette kan lade sig gøre skal alle medvirke omkring tilblivelsen.

Forløbet indledes med en fælles introduktion til opgaven, hvor deltagerne inddeles i foruddefinerede hold som hver får ansvaret for en del af byggeriet. Efterfølgende udleveres en holdinstruks med en introduktion til de individuelle opgaver samt en vejledning til byggeriet.

Herefter skal hvert hold selvstændigt konstruere en del af skibets samlede konstruktion og undervejs koordinere med de andre hold, således at alle delene til skibet kan samles til et værk, som både er sødygtigt og sikkert.

Undervejs er der en række deadlines som skal overholdes og det er vigtigt at hvert hold udviser engagement og ansvar samt deler viden og færdigheder. Konstruktionen kræver at alle medvirker og der vil være mulighed for at indhente vejledning, materialer, værktøj m.v. fra et opsat byggemarked.

Når alle elementer er samlet til ét skib, skal holdene bevise at det kan sejle ved at udpege de passagerer, som skal med på jomfrurejsen. En rejse som indledes med at døbe skibet og sende det til havs.

Først når skibet returnerer, er rejsen slut og deltagerne kan i fællesskab fejre successen sammen.

Roller og Relationer

KULTUR OG ROLLER ER VEJEN TIL NYE RELATIONER

Vi spiller alle en rolle på arbejdspladsen, ligesom vi har en rolle derhjemme og sammen med vennerne. Måden vi spiller rollerne på og de relationer vi har til hinanden, er afgørende for om vi når vores mål og får realiseret vore drømme.

Roller & Relationer er kurset, hvor vi retter opmærksomheden mod, hvilke roller vi hver især har på teamet og de relationer vi har til hinanden.

Indledningsvist skal hver enkelt deltager introducere sig selv overfor de andre i gruppen via et EgoGram, som er en kreativ udformet planche, hvor deltagerne ud fra nogle overskrifter, skal give et billede af deres egen personlighed.

Herefter præsenteres deltagerne for rolletyperne i teamudviklingsmodellen Det Succesfulde Team™, som består af 5 roller der alle er baseret på de adfærdsmønstre som vi alle tillægger os. Rollerne fastlægges ud fra vores handlinger, adfærd, stresshåndtering samt ressourcer. Denne del af kurset kommer til at give deltagerne et indblik i, hvorledes de personlige roller har indflydelse på samarbejdet og de forskelle der kan skabe kløfter på tværs af afdelinger.

Vi udfordrer dernæst deltagernes opfattelse af et team og giver indblik i de faktorer, som påvirker vores evne til at skabe noget i fællesskab; og ikke mindst at bidrage til den fælles succesoplevelse. Vi kommer til at arbejde med elementer som at tage personligt ansvar, være åben og ærlig samt at skabe de vind-vind situationer, hvor vi alle synes det er fedt at være med.

I den afsluttende del af kurset indgår 3 praktiske øvelser med fokus på selvtillid, tillid og samarbejde. Herefter samles der op og reflekteres over dagens begivenheder.

Robinson Arena

KUN DE BEDSTE KOMMER I FINALEN

Inspireret af de velkendte TV-dyste, har vi udviklet et sjovt og spændende koncept med fokus på konkurrence. Det handler om at vinde som hold og med det klare mål, at komme videre til finalen i Robinson Arenaen!

Konkurrencen er opbygget omkring 8 forskellige lege, hvor alle hold kommer til at gennemføre de 6 af dem, mens kun de bedste hold skal dyste i Robinson Arenaen. Her finder vi den samlede vinder og de øvrige hold medvirker som publikum, og kan heppe på deres favoritter.

Hver leg består af en sjov og udfordrende opgave som deltagerne i fællesskab skal løse. Samarbejdet på holdene skal danne grundlaget for at de kan opnå det bedste resultat; nemlig at vinde over modstanderen.

Alle holdene deltager i de indledende lege, hvor det handler om at kæmpe hold mod hold, indtil der er fundet en vinder. De vindende hold tager point med videre til Robinson Arenaen, hvor den samlede vinder skal findes.

Konkurrencen er indrettet, så alle har mulighed for at deltage mest muligt og med hovedvægten lagt på, at det skal være en god og sjov oplevelse, hvor der bliver behov for mental koncentration, fysisk udfordring og gode lattermuskler.

RIB Sejlads

HØJ HASTIGHED OG SKUMSPRØJT

I specialkonstruerede gummibåde med masser af hestekræfter kan I komme til at ’flyve’ henover bølgerne, mens vand og vind sprøjter henover hovedet.

Med op mod 100 km i timen ræser vi hen over bølgerne i hurtiggående gummibåde, som er designet med det formål at give passagererne en unik oplevelse med masser af fart, skumsprøjt og sus i maven.

Bådene vi bruger, kan have op mod 12 passagerer om bord ad gangen og vi sejler ca. 30 minutter på hver tur. Undervejs laver vi forskellige manøvrer, så I kommer til at opleve bådenes egenskaber til søs.

Deltagerne gives forud for sejladsen en grundig sikkerhedsinstruks, og iklædes redningsvest samt eventuel overlevelsesdragt efter forholdene.

Herefter stiger vi ombord og lader bølgerne bestemme retningen. Det er en både sjov og intens oplevelse, som I kommer til at huske fremover.